Fagbladet børn og unge

Dyrene som skulle deles med verden (Fagbladet børn og unge) Dyrene der skulle deles med verden 

Pædagoger skal komme ud med alle deres gode idéer. Det mener Annette Andersen, der selv fandt på at lave bondegårdsdyr i træ, og nu er hendes drøm at få dem solgt i hele verden.Farmor-50

Af Sofie Korsgaard, sko@bupl.dk 

Hele livsprojektet er der. Hønen Hildur, kaninen Pleti, katten Mis, gåsen Gåsine og ja, alle de andre. De står der i haven i Vordingborg i kulde og strålende solskin, og indenfor sidder Annette Andersen. Hun er stolt, fordi dyrene i haven er hendes. Hendes værk og hendes drøm. Og drømmen er ret enkel. Det er jo bare dyr skåret ud af en 12 millimeter tyk træplade. Bare en plade, har mange sagt til hende, og hun siger det også selv, men Ikke desto mindre har Annette Andersen taget et kæmpe lån i huset for at få sat dyrene i produktion. Det er nu fire år siden, idéen opstod, men i starten af april rullede hundene Futi og Bellis som de første dyr i serien, som hun kalder “Børnegårdens trædyr” endelig ud fra fabrikken. Klar til salg.

Annette Andersen er pædagog i en SFO. Og opfinder. For fire år siden kørte hun forbi en gård i landsbyen Køng, hvor hun selv er vokset op. Selvom det var maj, hang der nogle store julemænd skåret ud i træ på gavlen af gården. Og i samme øjeblik som Annette så disse julemænd, tænkte hun: “For pokker da, Annette. Du skal da lave de julemænd om til ti bondegårdsdyr!”. Og som med alt andet i hendes liv gjorde hun det, hun tænkte.

Annette er 53 år og bor i Vordingborg med sin mand Ove, som hun mødte, da hun var blot 18 år, og han var 11 år ældre. Nu er der gået 35 år, og sammen har de to voksne sønner og nu også to plejebørn.

Nu er Ove, der er tidligere portør, gået på pension og har derfor god tid til at støtte sin kones livsprojekt. Mere eller mindre frivilligt. For han ved godt, at der ikke bliver fred i huset, før Annettes idéer er blevet afprøvet.

Annette har tilbragt hele sit liv i Sydsjælland. Et liv i beskedenhed og ydmyghed. Det var nemlig ikke hende, der kom i realen, men købmandens og gårdejerens døtre. Annette og hendes fem søskende fik ikke foræret noget. Hun har ingen studentereksamen og måtte kæmpe hårdt for at blive kaldt studie egnet til at komme på seminariet, efter hun havde arbejdet mange år som ufaglært sygehjælper. Men pædagog blev hun – fordi hun elsker mennesker og vil gerne gøre en forskel.

»Fordi jeg ved, at hvis jeg ikke var blevet pædagog, så havde jeg manglet,« siger Annette Andersen.  

 

Den gode leg. Idéen med dyrene skulle egentlig bare bruges til et bondegårdsprojekt, de var i gang med i den SFO i Næstved, hvor hun var kreativ souschef, men så fik Annette Andersen den tanke, at Pleti, Hildur og Gåsine ikke skulle begrænses til Sydsjælland. De skulle ud i den store verden.

»Den gode leg og den legeværdi, som jeg så, den måtte bare ud. Ud, så alle børn ville få mulighed for at lege den gode leg,« siger Annette Andersen. Og lige netop dét budskab, gentager hun igen og igen. For projektet handler ikke om penge og profit.

Det lyder mest af alt som en livsmission, når Annette Andersen siger “den gode leg”, “legeværdi” og “alle børn”. De tre ting er tydeligvis brændstoffet på den maskine, der nu har fået Annette Andersen til at tage et lån på 400.000 kroner i hendes og mandens hus. Penge, der er blevet brugt på prototyper, designbeskyttelse af bondegårdsdyrene i 27 lande, til at få syet hønsedækkener, hundetasker og kaninfrakker, til at få lavet madskåle i træ og mest af alt på at få produceret 300 træhunde på en fabrik i landsbyen Bårse. Og det virker ærligt, når hun siger, at hun gerne ville forære dyrene til børnehaverne, hvis hun bare kunne få dækket sine udgifter.

Annette Andersen ved godt, hvorfor hun selv tror så meget på sin idé. Dyr bliver aldrig umoderne, forklarer hun. Alle børn elsker dyr. Og når man skærer dem ud i træ, så man kan lege med dem udendørs og laver dem i noget, der ligner naturlig størrelse, så bliver legen lige pludselig ægte, og børnene fordyber sig i den, mener Annette Andersen. Og så er det bare så enkelt. Ikke al den teknik og batterier, knapper, lyde og plastik. Der er noget naturligt, robust og nærværende ved Annettes opfindelse. Nogle ting, hun savner i vores samfund.

»Det hele går så stærkt i dag, og alle har nok i sig selv. Vi lever i et forbrugersamfund, hvor vi bare køber ting og smider det væk igen. Det er, som om vi glemmer at mærke efter. Hvad er det egentlig, vi skal passe på? Vi skal passe på hinanden og hjælpe hinanden,« siger hun.

Annette Andersen synes også, at andre pædagoger skal komme ud af busken, hvis de ligger inde med en idé:

»Der er mange pædagoger med enorme talenter. Vi er nogle kreative, kunstneriske, innovative og følsomme mennesker. Og det er der jo brug for i Danmark. Der ligger mange gode idéer gemt derude blandt pædagogerne,« siger Annette.

 

Danmarks bedste idé. Men at få udlevet en idé er ikke altid så nemt. Det måtte Annette sande, dengang hun fandt på at lave trædyrene.

»Jeg kan bare ikke slippe den tanke. Jeg tager tit dyrene ned fra loftet og tager dem ud på græsplænen og filosoferer, kigger på dem og tænker: Det var alligevel pokkers. Det kan da ikke være rigtigt, at de her dyr ikke skal ud til alle børnene. Jeg bliver nødt til at gøre noget,« fortæller Annette Andersen. Og så i november 2006 ser hun tilfældigvis, at TV2 søger deltagere til iværksætterprogrammet “Danmarks bedste idé”.  

Mens mange i dag ikke kan huske, at en mand med en doseringsenhed til vaskepulver vandt programmet, så husker de i hvert fald Annette og hendes træhøne. Men da dommerne ikke syntes, at hun havde Danmarks bedste idé, røg dyrene på loftet. De trængte til at hvile og til at komme lidt på afstand. For Annette Andersen er ikke typen, der giver op.

»Jeg forfølger mine idéer. Det er nok det, der er det stærke ved mig. Hvis det ikke lykkes den ene vej, så finder jeg nogle andre veje at gå. Jeg har aldrig givet op,« siger hun.Bella

 

Bellis’ øjne. Som hun nu sidder i husets kontor, er der heller ingen tvivl om, at dyrene kom ned fra loftet igen. På opslagstavlen hænger plakater med billeder af alle dyrene og udkast til opbygningen af hjemmesiden www.trædyr.dk. På væggen hænger plakaten med “Danmarks bedste idé”. En stor reol med nogle af dyrene. Store poser med hundetasker og hønsetøj. Og hønen Hildur med sit guldsprayede æg. På gulvet står en forsøgsudgave af en hønsebænk til små børn. For nu, hvor dyrene er blevet til virkelighed, fortsætter idéstrømmen i Annette. Måske kommer der også en bilbænk. Måske stalde til dyrene.

I midten af rummet sidder den stolte mor Annette, omgivet af alle idéerne, der nu har fået fysisk form. Der er liv i hendes øjne, når hun fortæller om sin drøm.

Annette bliver tit distraheret, når hun kommer til at kigge hen på Bellis og Futi i vinduet.

»Prøv da at se på Bellis’ øjne! Kig engang ind i de store mørkebrune øjne. Den kigger simpelthen på dig,« siger hun begejstret og flyder igen ind i det sprog, hvor hun omtaler dyrene, som børn ville gøre det. Som om de var levende og ikke bare et stykke birketræ. Som når hun siger: »Du skulle prøve at gå en tur med min hund. Det er en sand fornøjelse.«

Eller når hun beskriver, hvordan det var, da hun så børnene i SFO’en lege med dyrene for første gang, og hun næsten fik tårer i øjnene af at se den gode leg. Hvor katten Mis fik en killing, mens kattefar stod bag ved papkassen og mjavede og mjavede og beroligede missemor. Og missemor slikkede sin nybagte killing, og de var så lykkelige.

For det at leve sig ind i legen var ikke noget, der var meget tid eller plads til, da Annette var barn. Dengang børn var en nødvendighed ude på landet. Med en handicappet far, der skulle passes døgnet rundt, og en mor, der måtte arbejde hårdt for at forsørge mand og seks børn, måtte Annette hurtigt blive voksen. Jeg er jo bare Annette, siger hun. Bare pædagog. En beskeden kvinde, der ifølge sig selv blev født til at drage omsorg. Og det med at drage omsorg er vigtigt for Annette Andersen. Og måske i virkeligheden dét dyrene fra Børnegården skal lære alle børnene.

»De bliver jo også voksne engang, og hvis man gerne vil gøre en forskel for dem, så kan man jo håbe, at de engang bliver nogle sunde voksne, der drager omsorg for dyr… og for sig selv. Ja, for sig selv,« siger Annette Andersen og holder en pause.

»For hvis man ikke kan drage omsorg for andre væsener, så kan man heller ikke drage omsorg for sig selv. Så har man det ikke godt indeni. Jeg tror, det er det, det hele handler om,« siger hun.