Så er vi her igen …
…. og vi har jo altså været her hele tiden, men haft travlt med så mange ting, at nyhedsbrevet har fået lov at samle støv i farmorskuffen.
Men nu skal I bare høre:

Farmorforeningen
I marts holdt vi den første ordinære generalforsamling tæt pakket sammen i garagen og med god stemning. En ny livskraftig bestyrelse bestående af 7 medlemmer og 2 suppleanter blev valgt og har konstitueret sig sådan:  
Forkvinde Gertie Feilberg, næstforkvinde Lise Simonsen, kasserer Henning Hartwig, sekretær Inge Slorup, medlemmer Heidi Krag Andersen, Annette Andersen og Inge Silz og som suppleanter Herbert Silz og Bo Ditlev Andersen.
Vi har fået nedsat diverse underudvalg, som har gjort at fordelingen af de mange opgaver er blevet mere fornuftig, men det kan altid blive bedre – og det arbejder vi på.
På nuværende tidspunkt kan medlemstallet tælles i 67 betalte kontingenter, men reelt er vi flere, da mange medlemskaber udgøres af par og familier.

Aktive ”farmødre”
Godt 25 ”farmødre” af begge køn og alle aldre er dem, der holder Farmorhusets gryde i kog – og det må man sige, at de gør!
Hver især bidrager ”farmødrene” til at skabe smil og glæde og liv i byen med det, de nu kan og magter – og får til gengæld fornøjelsen ved at se børn og voksne begejstres.

Men der er plads til mange flere aktive ”farmødre”, så vi stadig kan holde gryden i kog – og måske endda koge nye retter sammen.
Alle kan være med – til at give en hånd i caféen, veje guld af i guldgraverværkstedet, tage med på marked for hygge om børn og bondegårdsdyr og meget mere – helt efter tid og lyst.
Ring til Gertie på tlf. 55 34 22 59 – og bliv skrevet på ”aktivlisten”.
Så finder vi sammen ud af, hvad der kan passe for dig.
Og husk, at du ikke binder dig for andet end lige netop det, du selv ønsker!
Farmoroplevelser
Caféen slog dørene op i påsken og har siden holdt åbent hver lørdag.
Foråret har budt på rabarbergrødsfest, bagagerumsmarkeder og prinsesse/ridderfest – hyggeligt, velbesøgt og indimellem lidt køligt.
Og her må vi lige fortælle, at uden de friske unge mennesker fra Produktionsskolen Strømmen, var prinsesse/ridderfesten ikke blevet så vellykket, som den faktisk blev. Det samarbejde er vi rigtig glade for!
Og lige netop nu har vi så afsluttet en uges travl sommerhygge omkring de rødternede duge med aktive værksteder, trylleri og masser af glade mennesker. Og hvilken afslutning! – med stor bamsefest, cirkus og massevis af balloner, der steg til himmels over byen ….

Loftlager
Siden januar har vi også huseret på loftet i bygningen ved siden af Farmorhuset. Her har vi fået indrettet nødvendig og overskuelig lagerplads og fundet rum til opstilling af sjove ting og sager, som folk forærer os, og som andre kan få lov at købe – til glæde for Farmorhuset.

Legeværksteder
Farmorhuset har nu 5 legeværksteder ”på stald”:
Bondegårdsdyrene, guldgravning, kagepyntning, stenmaling og bamsebogs-klipning.
Værkstederne har været lejet flittigt ud til markeder, handelsforeninger, biblioteker mm. De vækker stor lykke overalt – OG bidrager i høj grad til at få økonomien til at hænge sammen.

Turvognsprojekt
Farmors turvogn er et nyt projekt, der lige er søsat. Ganske almindelige trækvogne er malet farmorgrønne, forsynet med logo og pakket med sandting, fodbold, fiskenet, syltetøjsglas med huller i låget, naturbøger, turtæppe mm. Sådan en vogn kan man for 200 kr. leje for en dag med et fint turkort tegnet af Rita Juul – kaffe, saftevand og mariekiks er inkluderet i prisen. Så kan hele familien drage på opdagelse ad de smukke stier i Vordingborg til naturlegeplads, dyreeng, bådebroer, voldgrave mmm. En lille familie, som er medlemmer af foreningen, har prøve-gået turen med deres tre-årige datter. Det var en stor succes.
Aviserne har skrevet om turvognen og  den har været på TV-Øst. Klik her for at se

Hjemmeside
I løbet af foråret er der blevet opbygget en ny hjemmeside. Det har været et meget stort arbejde, men nu har det båret frugter.
Bedøm selv

Økonomi
Økonomien hænger ret godt sammen til trods for øgede faste udgifter til husleje. Det skyldes først og fremmest de mange legeværksteder, der har været lejet ud, og som giver en god stabil indtjening sammen med det overskud, caféen kan klare at hente hjem. Og momsregnskabet kører som det skal stramt styret af vores dygtige kasserer.
Stor og velvillig økonomisk opbakning fra Vordingborg kommune, Vordingborg bank, Lions Club, private virksomheder samt rigtig mange af byens handlende og enkeltpersoner gør det muligt for os at afholde de store gratis arrangementer hen over året, som er med til at skabe smil og glæde og liv i gaden. Det er vi meget taknemmelige og beærede over!

Fødevarestyrelsen
For nylig havde vi det årlige besøg af Fødevarestyrelsen – og det resulterede i en ELITE-SMILEY.
Det er vi meget stolte af og vil gøre, hvad vi kan for at leve op til.

De bedste farmorhilsener med tak for opbakningen
Bestyrelsen for Farmorforeningen
Forkvinde
Gertie Feilberg